Min datter på fem år er virkelig meget vred
juni 05, 2019
by Mette Graves
Min datter på fem år er virkelig meget vred

Min datter på fem år er virkelig meget vred. Det virker på mig, som om hun beskytter sig selv med sin vrede, der kommer til at fungere som en mur omkring hende. Hun er egentlig også sensitiv, opfindsom, klog, god til at lege og en dejlig pige. Men der skal ingenting til fra vores side, før hun skriger, slår og river os.

Det går ud over os alle sammen i vores hjem.

Både hendes søskende på 2 og 7 år, men også os voksne. Jeg er simpelthen så bekymret.
Hvordan skal det dog gå, når hun skal til at i skole?
Jeg vil så gerne lære hende en anden måde at opføre sg på, og hvordan gør jeg lige det?

Jeg har overvejet at gå til noget sammen med hende i hendes fritid, der kan få hende til at være rolig, eller hvor hun kan få sine aggressioner ud. Jeg vil simpelthen gerne lære hende at kunne kontrollere sig selv.

Min mand siger, at det er mig, der virker som en rød klud på hende. Han føjer hende bare og undgår konflikter ved bare at lade hende være. Jeg føler, at den eneste, der opdrager hende og sætter hende på plads, det er mig. Nogen må jo ligesom stå op for de andre børn i familien. Jeg må jo sørge for at beskytte dem.

Jeg kan egentlig godt få øje på, at jeg kan være lidt hård overfor hende, men jeg er fanget i, at skulle stoppe hende imod at være så vred på os alle sammen, og når jeg stopper hende, så bliver stemningen virkelig bare negativ herhjemme.
Jeg har indimellem prøvet at sætte hende væk fra os andre – men så bliver hun vildt ulykkelig. Og det undrer mig, for det virker til at hun ikke vil være sammen med os, sådan som hun skælder og slår.
Jeg har prøvet at aflede og lave lidt sjov, men det virker ikke altid.
Jeg har også nogle gange rost hendes gode opførsel, men det virker nærmest modsat, for det kan også sætte hende i dårligt humør.
Jeg vil gerne bryde vores negative mønster. 

Jeg ved godt, du ikke giver gode råd og quick fix løsninger.
Jeg vil bare gerne have nogle helt andre øjne på det hele, for det jeg har gang i, det virker ikke.

Svar

Tak for din beskrivelse og for at bede om inspiration og ikke løsninger.
Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til din beskrivelse.
Det at smide håndklædet i ringen som mor kan for nogle være tabu-belagt, men så længe at du ønsker at tage ejerskab og ændre situationen gennem dig, selv, så har du min dybeste respekt.
Det er så frustrerende, når det man gør ikke virker efter hensigten.
Når man så oven i købet ender med at få negativ stemning, så er der ikke noget at sige til, at man som forælder kan komme til at skælde ud og reagere på måder, man bagefter fortryder voldsomt. 

Når vi fortryder noget, er det som regel, fordi vi ved, at dét vi gjorde, fik uønskede konsekvenser, som kunne have været undgået. Vi kan blot ikke umiddelbart finde vejen til forandring i selve situationen med de vilkår vi har til rådighed. 

Mange beskriver oplevelsen som at gå i ring, eller som at løbe hurtigere og hurtigere i et uendeligt hamsterhjul. 

Jeg har et eksempel fra et menneske med næsten samme problemstilling som du. Jeg ved, at jeg må dele hendes oplevelse. Måske kan det at høre om hendes problemstilling og hendes vej inspirere dig.

Vi sad med mine bro-tog fra min klinik foran os.
Hun var helt med på, at vi tog udgangspunkt i de fire ting, jeg på nuværende tidspunkt har lavet online-kurser om.
– Brio-tog – tilknytning og relationer
– Tegningen af parkeringskælderen – hvor dybe realtioner vi egentlig har
– Tetrisfiguren – emotioner som ro, frustration og angst
– Sodavandsflasken med skruelåg, der får en mentos – og bruser over

Hun tog selv lokomotivet i sine hænder og sagde: ”Jeg er ligesom lokomotivet, og min datter er ligesom en togvogn, der burde koble sig til mig.
Det er i hvert tilfælde sådan, jeg ville ønske det var. Men det har længe været sådan, at hun har vendt sin togvogn ”forkert” og hun fjerner sig nærmest, hver gang jeg nærmer mig. Det føles som om, at hver gang jeg nærmer mig hende, så skubber jeg hende nærmest væk. 

Men jeg er jo moren, et barn skal da koble sig til en mor – for jeg er jo lokomotivet. Det er jo mig, der ved, hvor vi skal hen. Ikk?!
Hun så ned på brio-togene og udbryder så: ”Jamen du godeste, jeg skubber hende jo væk, for jo mere jeg presser, skælder ud, og sætter hende på værelset, så sker der dét, at hun jo bare flytter sig endnu mere væk fra mig.

Det er jo lige sådan det er blevet imellem os.
Det bliver bare så tydeligt for mig ved at se med briotogene.

Hun fortsatte med i stilhed at iagttage briotogene. Så udbrød hun: Jamen jeg opdager nu, at jeg jo ikke har opført mg som lokomotivet! Jeg har nærmere været en togvogn, der har skiftet mellem at vise min  tilkoblende og frakoblende energi.

Jeg har jo ikke stået som et lokomotiv med en stærk tilkoblende energi.

Når jeg har sat hende på værelset, så har jeg jo fysisk vist hende min frakoblende magnet. Det har så fået hendes togvogn til at skifte til søgende, når hun stod på værelset og hamrede på døren for at måtte komme ud til mig.

Det går lige op for mig, at det virkelig er ret uroligt hjemme hos os, fordi jeg selv svinger mellem at være både søgende og frakoblende.
Vi behøver ikke snakke ret meget længere. Jeg har fundet det, jeg har brug for.
Jeg vil have billedet af brio togene med mig for evigt for mit indre blik.

Vi talte lidt om, hvordan det var for hende at se det foran sig gengivet i brio-tog. Mens hun stille sad og fandt det, hun havde brug for, for at kunne stå i sin ro fremover med sit barn.
Hun fortsatte med at fortælle, at det smertede hendes hjerte, at se, at hun selv har bidraget til den uro, der der har været med til at skabe udsving i sin datters handlinger.

Hun gav udtryk for at føle stor skam over ikke at have kunnet finde løsningen selv før nu.
Og så fik vi en snak om, hvad hun brugte den følelse til.

Hun gik hjem med en klar overbevisning om, at hun nu ER  det rolige lokomotiv, der kun har søgende og tilkoblende energi, der gør det så meget lettere for vores børn, at koble sig til os uden kraftanstrengelser.
Hun kom et par gange efter den beskrevne session og jeg husker, at hun udbrød: ”Jamen jeg er jo blevet klar over, at jeg ofte nærmest eksploderer og skælder ud. Det sker, når jeg bare har fået NOK. Og når jeg har det på den måde, så kommer jeg til at reagere som togvognen, der viser sin frakoblende energi, og dermed skubber jeg hende væk, for jeg gør min datter forkert. Jeg har fået øjnene op for det nu, og derfor er jeg blevet bevidst om det.

Jeg ser jo nu, at jeg ikke skelner mellem hendes adfærd og så det smukke barn, der er MIN datter, og som jeg elsker overalt på jorden.

Jeg har jo i flere år allerede sagt til hende, at hun er umulig og alt sådan noget.
Jeg har jo faktisk gjort hende forkert – lige op i hendes åbne ansigt – Jamen, det er jo ikke sådan en mor, jeg vil være!”

Samtalerne gik i retning af, hvad moren oplevede lige før hun ”bliver til en togvogn med frakoblende energi”. Det er meget enkelt, sagde hun: ”Jeg har det ligesom det eksempel, du har vist et sted i et af dine materialer. Det eksempel med sodavanden, der får en mentos og ”eksploderer”.
Jeg kunne med lethed forstille mig at være som den sodavand med skruelåg. Sådan godt med brus. Normalt kan jeg sørge for, at jeg ikke bruser over, når jeg bliver frustreret. Men nogle gange, så føles det som at smide en mentos ned i min sodavand, så reagerer jeg simpelthen instinktivt, og så bliver jeg bare så vred og irriteret. Både over at min datter er så vred, det kan jeg næsten ikke have, og så det faktum, at min mand intet gør, så føler jeg, at jeg må gøre noget dobbelt på vegne af os begge to.
Bagefter, når mentos ligesom ikke længere giver brus, så bliver jeg rigtig ked af det og også lidt skamfuld, for jeg ved jo, det er forkert, at jeg ikke kan styre min irritation.”

Hendes interesse i samtalen tog en drejning væk fra det problem, hun i starten havde med sig, og i stedet blev hun nysgerrig på, hvordan hun kunne forblive i sin egen indre ro, så hun kunne opleve sig som det rolige lokomotiv, som de små togvogne kunne koble sig til.
Vi fik også nogle snakke om det at have skam og skyld.

Måske bliver du inspireret at denne skønne kvindes session hos mig. En kvinde, der ønskede så kraftig at have en langt mindre konfliktfyldt barndom med sine børn.
Jeg tror ikke på de løsninger, der bliver serveret på et sølvfad – nogle virker naturligvis udmærket – med nye perspektiver og nye erkendelser må vi selv gøre os. Vi må selv gå vejen, for at den kan blive vores, så vi kan finde ro igen, når vi føler, at vi farer vild. 

Hvis du får lyst til at opleve et af mine kurser, så skal du vide, at jeg ofte siger, at børn skal have lov til at øve sig i at bruge begge magneter på deres togvogn. De skal kunne søge os og de skal kunne frakoble os. Til og fra – til og fra – med en sikkerhed for, at vi er der og kan holde til at de øver sig i at stå i livet med deres egne holdninger og værdier.
Vores magnet skal blot altid være så stabil stærk, at de ved, hvor de hører til, og samtidig opleve, at vi stadig står som lokomotivet, der ved, hvor vi er på hen, selvom deres adfærd ikke er, som vi forventer.

Jeg håber, du fandt inspiration.
Jeg tror ikke, du kan gøre så meget andet lige nu, end at acceptere at din datter reagerer kraftigt.
Sikre hendes søskende ikke kommer til skade
Sikre at hun ikke kommer til skade.
Vær tålmodig og hjælp hende til, at energien i hendes udbrud finder en forløsning.

I stedet for at lære hende at stoppe hendes naturlige vulkanenergi, så hjælp hende til, at den finder en vej ud, der passer til hende. Hvis hun plejer at slå, så giv hende noget, hun kan slå på og med. Hvis hun plejer at sparke, så find noget hun kan sparke på, papkasser, bobleplast, hun kan trampe på…. Det handler blot om at være opfindsom og kreativ.

Normalisér energien bag hendes adfærd. energien kender vi alle. Men hjælp hende til at den ikke bliver rettet mod nogen eller noget, hvor hun så efterfølgende kommer i en endnu større problemer, fordi hun har slået nogen eller ødelagt noget.

Og når hun så på et tidspunkt er tom for den energi, der minder om en mentos i en sodavand, så vær klar til at gribe hende og holde hende med din indre ro og lad den smitte.

Så kan vi nemlig stå forrest, og klar til at køre igen, når vi har fået hele togstammen med os.
Også de børn, der øver sig tidligt i at frakoble sig.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sådan får vi børn til at høre efter

Sådan får vi børn til at høre efter

Sådan får vi børn til at høre efter

– Kan det være svært at få børn til at høre efter – Selvom man er en vildt dygtig, kærlig og lyttende pædagog eller forælder?

Ja det kan det godt.

– Er det fordi vi skal blive endnu dygtigere, kærligere og mere lyttende?

Nej da…..! Der er noget helt andet på spil!
Vi ved godt hvad det er – når først det går op for os, hvor enkelt det er, så tror jeg vi stopper med at ville knokle og istedet lede efter løsninger andre steder end vi plejer.
Det gjorde jeg.

læs mere
Èt betydningsfuldt svar – Når dit barn er angst og bange for at miste til døden

Èt betydningsfuldt svar – Når dit barn er angst og bange for at miste til døden

Vi ved rent faktisk først med sikkerhed, om vi har været med til at give børn en barndom, der har fyldt dem med oplevelser, der på sigt aktiverer frygt og angst eller det om barndommen har givet dem mulighed for at stå som resiliente mennesker, der kan stå modstandsdygtigt i det livet byder dem – også når de er blevet voksne.

læs mere
Om naturlige menneskelige modningsprocesser

Om naturlige menneskelige modningsprocesser

Naturlig modning må være det modsatte af forceret modning.
Forceret modning er for mig dér, hvor f.eks. planter ikke får mulighed for at modnes i deres eget tempo.
Når vi ser på frugt, grønt og afskårne blomster i butikkerne, så ved vi inderst inde godt, at det, vi dér har mulighed for at købe ikke kommer fra planter, der er modnet og vokset naturligt.
Alt vi ser er rimelig snorlige.

læs mere

Kontakt info

Adresse

Capellavej 44, 8270 Højbjerg

Telefon

+45 25 74 73 33

Medlem af

Mette Graves - FTHF - Foreningen af talehørelærereFORENINGEN AF TALE-HØRE-LÆRERE I FOLKESKOLEN

Send en besked

1 + 5 =

Børn Min datter på fem år er virkelig meget vred