Individuel terapi i Aarhus

Jeg har åben for tilgang af nye klienter til individuelle forløb.
Er du deltager i et gruppeforløb, er det også muligt at booke individuelle samtaler. 

Alt for mange mennesker oplever udfordringer i livet. Udfordringer, der påvirker livskvaliteten. Angst, depression, sorg, ensomhed for blot at nævne nogle af de områder, der er hæmmende for det liv, vi drømmer om med ro, overskud og balance.

Giv dig selv muligheden for at finde eller genfinde din ro, balance og find overskuddet til at leve livet, som det er.

Terapi – Hvad er det

Terapi er en langtidsinvestering i dig selv, dine relationer og dine drømme i livet

Terapi handler om at vælge at give sig selv muligheden for at se sig selv, sine mønstre og strategier som de er, ændre sin fortælling om sig selv og tage ansvar for det liv, vi er blevet givet.

Der er mange forskellige retninger og metoder inden for psykoterapien – alle med hver deres styrker og fokusområder. Men alle går i princippet ud på én ting, at du må opleve mere livskvalitet, som den du er i dette liv. 

Enhver situation er ny og unik.
Selvom vi synes, at livet nogle gange kører i ring, så er hver eneste situation ny og unik.
De relationer, vi indgår i med andre mennesker er komplekse, uforudsigelige og evigt foranderlige. I det uforudsigelige ligger mulighederne. Og mulighederne finder vi med det åbne sind, de tomme hænder og en afkobling af vores forud-antagelser, hvor mødet vokser af det, der er.
Mange oplever et ønske om, at forbinde sig med en større mening med livet og fjerne den tåge, der kan have bredt sig ud over deres fulde potentiale.

Enhver trussel udgør en mulighed

En klient sagde engang til mig: ”Jeg føler, at jeg i mange år har forsøgt at beskytte mig ved at leve som i en slags puppe. Nu føler jeg, at jeg efter vores samtaler har forladt min trygge puppe og foldet mine vinger ud og igen flyver frit omkring – Livet er jo som det er – og det bliver som det bliver.”

Hendes ord hænger stadig som et billede for mit indre, som et tegn på at leve med det, der er, og først når vi er færdigmodnede i puppen, er vi klar til at flyve. Naturen lader sig ikke presse. Det naturlige modnes. Og når de menneskelige modningsprocesser igen kommer i balance, vil vi automatisk kunne flyve, når vi er klar.

Terapi – Spørgsmål, der ofte stilles i starten

De fleste starter i et terapeutisk forløb med at fortælle om alt det, de er kede af og bange for.
Mange ønsker noget helt andet af livet, end de har. Mange ønsker masser af nye muligheder, men kan ikke rigtig få øje på, hvordan de skal kunne hitte hoved og hale i at følge deres drømme, for der kan samtidig være noget, der holder dem tilbage og begrænser dem.

Her et udsnit af de problemstillinger, som jeg bliver mødt med:

  • Jeg vil gerne, at mit barn kan lide mig – men vi har utallige konflikter
  • Jeg kan ikke forklare min partner, mine forældre eller venner, hvordan det er at føle, at jeg mislykkes i min forælder-rolle
  • Jeg bliver uvenner med mit barn hele tiden
  • Jeg skændes hele tiden med min partner
  • Jeg er så bange for ikke at være en god mor
  • Hvordan skal jeg kunne opdrage mit barn, når jeg selv havde en frygtelig barndom
  • Mit barn er angst – og det gør mig helt vildt bange
  • Hvad skal jeg stille op – mit barn nægter at gå i skole
  • Jeg vil gerne være mindre stresset, når jeg er sammen med mit barn
  • Jeg vil gerne lære at sige nej
  • Jeg får så dårlig samvittighed hele tiden. Jeg forstår det ikke
  • Jeg vil gerne have mere balance i livet
  • Hvordan får jeg mere selvværd og selvtillid
  • Jeg vil gerne finde ud af, hvorfor jeg hele tiden ramler ind i problemer med mit barn
  • Jeg vil gerne stoppe med hele tiden at opnå mit barns opmærksomhed ved at love noget til gengæld
  • Jeg føler mig kørt ned
  • Jeg vil gerne have at vide, hvad jeg skal gøre, for jeg er kørt fast
  • Jeg bliver så vred på min mand, når han bliver firkantet. Jeg er mere til den bløde opdragelse – vi har mange konflikter om opdragelse
  • Jeg synes ikke det er let at opdrage vores barn, for vi er hele tiden uenige i, hvordan vi skal opdrage
  • Jeg isolerer mig fra andre – og det har jeg opdaget, at mit barn også gør
  • Hver gang mit barn vil sidde tæt sammen med mig i sofaen, så har jeg lyst til at skubbe det væk – hvis jeg stadig er vred
  • Vi har det dårligt sammen i parforholdet, og jeg ved ikke om jeg skal gå fra min kone / mand
  • Jeg vil så gerne have min mand med i terapi – men han vil ikke, så nu kommer jeg selv
  • Jeg vil så gerne have, at vi altid hygger os derhjemme, men sådan er det ikke
  • Jeg tror, at min traumatiske fødsel påvirker den måde, jeg er mor på, vil du hjælpe med at se på det
  • Jeg er sygemeldt med stress – jeg kan simpelthen ikke vende tilbage til mit job – hvad skal jeg gøre
  • Det er som om kvinderne i min familie alle har oplevet det, jeg står i lige nu. Jeg har oplevelsen af, at historien gentager sig. Hvordan sikrer jeg, at det stopper med min generation.
  • Jeg har så mange tanker, at jeg ikke kan falde i søvn. Jeg har et krævende liv, så jeg skal bare være frisk om dagen. Hjælp mig med at sove
  • Jeg ser ikke min familie længere. Der er sket nogle frygtelige ting, da jeg var barn. Hvordan kan jeg leve med det og måske igen få kontakt til dem
  • Jeg har eksamensangst. Jeg plejer at få rigtig gode karakterer. Jeg er dumpet en gang, og nu får jeg koldsved, bare jeg tænker på eksamen
  • Jeg har ikke tillid til andre mennesker længere
  • Jeg møder altid den samme type kvinde, der ender med at snyde mig – hvorfor gør jeg det?
  • Jeg har aldrig ro på mig. Når jeg sidder stille ned, så bliver jeg stresset i mit hoved. Jeg har brug for at få ro i mit hoved

 

I terapien åbnes der for, at du kan gøre dine egne erkendelser i dit eget tempo. Ofte dukker nye muligheder frem, der ikke tidligere var tænkt på. Blot ved at vende nogle af livets store spørgsmål med et andet menneske, der også ved, at livet indimellem er mest udfordrende, når vi ikke kan få øje på skoven for bare træer.

Du kan vælge både terapi i mit lokale i Højbjerg, online samtaler, men jeg tilbyder også terapi i naturen. Et menneske, der ved, at det i skoven er dér, man bumper ind i forhindringer, og at der altid findes en vej ud, kan måske helt fysisk have glæde af, at opleve naturen sammen med en terapeut og blive fortrolig med den oplevelse det er, at være i verden og finde vej i både sin indre og i den ydre natur.

Naturassisteret terapi – Hvad er det

Naturen kan noget særligt og kan ikke sammenlignes med den terapi, der foregår bag lukkede døre.
I naturassisteret terapi læner både klient og terapeut sig ind i det, naturen folder ud omkring dem. Her vil en session vare mellem 3 timer og 24 timer. Og fungere på den måde, at naturen assisterer os. Noget af tiden vil foregå sammen med terapeuten, andre gange får du ro og plads til fordybelse. Naturassisteret terapi er så smukt beskrevet i bogen ”Tilbage til naturen” – En form for terapi, der varmt kan anbefales.

Når vi helt konkret står i naturen, får vi muligheden for at lade os assistere af den natur, vi er en del af. Oplevelsen af, at bringe sansninger og oplevelser ind i de temaer, du kommer med, inddrage det skiftende lys, årstidernes og vejrets skiften, mens vi oplever et blad, der daler, at vi snubler over en sten. Bladet og stenen får mening i terapien, og betydningen dannes i dit indre. At se vores liv som den træstamme, der ligger lige dér og hvor knaster, insekter, mos og forrådnelse får en helt ny betydning, når de trækkes ind i den fortælling, der udspiller sig i din fortælling om dit livs højdepunkter, udfordringer, betydningsfuldheder indtil nu. Nogle gange trækkes der på smilebåndet, når bænkebidderen bliver udnævnt til den sure chef på jobbet og en fugl umiddelbar efter spiser den. Så bliver denne scene trukket ind i en ny fortælling, der skaber nye betydninger, nye erkendelser.

Naturlige afslutninger og begyndelser, hvis naturlige cyklus skaber resonans i os på et dybt og ubevidst plan, der kan være dybt helende og transformerende for mange.
En anden måde at finde ind til det, der opleves sandt i forhold til vores fulde potentiale.
En anden måde end den traditionelle samtaleterapi, der oftest finder sted i et lokale bag en lukket dør. 

Terapien og den naturassisterede terapi støtter dig i at finde ind til det, der er dig, din integritet og det, der er rigtigt for dig, din ro og alt, hvad du rummer. 

Der er mange veje ind til at generobre evnen til at leve livet bevidst med gnist og livskraft.
Der er mange veje ind til at erfare, at livet er – mens vi lever.

Der er mange veje ind til at styrke vores indre naturlige ro, hvis vi ønsker det. En ro, der naturligt grounder os, så vi kan stå i livets årstider og vejrlig. 

I både naturassisteret terapi og terapi, der ikke foregår i den ydre natur, er den fornemmeste opgave at faciliterer processer tilpasset dig, der gør det muligt for dig – at se dig selv og dit liv fra nye vinkler, opdage mønstrene og strategierne, opleve roen, naturligheden og friheden til at vælge dine skridt videre i livet.

Terapi i gruppeforløb

I et gruppeforløb fastlægger jeg rammen. Jeg guider og faciliterer. Her kan du lære om dig selv gennem andres fortællinger og oplevelser og erfaringer.
Her kan du få ro til at lade dig inspirere og inspirere andre.
Der skabes et ærligt, nænsomt rum hvor øvelser, delinger og fælles fokus skaber refleksionsrum for flere.
Der er naturligvis tavshedspligt i grupperne.
Jeg har forskellige muligheder.
Jeg har grupper for:

  • Voksne, der ønsker at komme i kontakt med deres indre ro
  • Gravide, der ønsker at lægge frygten for forældrerollen væk
  • Gruppeterapi forløb for angste børn 8-13 år

Jeg afholder grupperne i Højbjerg eller i naturen omkring Aarhus.

Hvem vælger terapi

Når vi oplever ønske om terapi, er det ofte fordi, vi har fjernet os selv fra oplevelsen af indre ro

Mange vælger terapi, da de næsten ikke kan holde ud længere, at have det, som de har det.

Indre og ydre konflikter, komplekse følelsesmæssige udfordringer – angst, depression og stress fylder den plads, vores indre naturlige ro, kunne have fået.

Mange har kæmpet, søgt råd, fået hjælp og prøvet alt muligt, uden at det har hjulpet dem.
Men kampe stresser os jo blot endnu mere. 

De fleste ønsker mere ro i deres liv, derfor ønsker de at kontrollere eller fjerne det, der skaber oplevelsen af uro i dem. Derved bliver ønsket om at opnå indre ro en kamp om at fjerne noget, der ikke vil slippe.

Jeg tror langt mere på, at vi kan lære at lytte til signaler, vores system sikkert allerede længe har givet os, men som er så lette at overhøre, når vi er vant til at ”tage os sammen”. 

Hvis du er ”fyldt op” af livet, og har brug for at kunne genfinde din indre ro, så er det dér, vi starter. I terapien kan du få uroen ud, så vi kan ”gå rundt om den og kigge på den”. I terapien bevæger du dig med et menneske, der kan stå sammen med dig og se på det, der er som det er, uden at trøste, give gode råd eller fixe så du kan finde din vej, du kan tage med dig, så du kan skifte retning, når du ønsker det.
Vi mennesker er forskellige. Og nogle gange starter vi blot med, at du kan genfinde og genopleve DIN indre naturlige ro – som du måske har glemt, at du havde.

Uanset, hvad der ligger til grund for ønsket om forandring, så er det muligt at ændre og forandre vores ”rumlerille”.
Med erkendelser, indsigter og ny bevidsthed kan vi skabe den forandring, der får os til at:

  • Se vores frygt og frustration i øjnene og behandle den som det, den er …. Følelser, tanker og kropslige oplevelser, så der igen bliver plads til vore ro
  • Opløse vores fastlåste, gentagne mønstre, der får os til at sidde fast
  • Slippe de dynamikker, der førhen virkede som brændstof for mere frygt og frustration
  • Genfinde den naturlige ro, der sikrer den energi og vitalitet, der er knyttet til de naturlige menneskelige modningsprocesser. 
  • Transformere depressive, opgivende livsanskuelser og tankemønstre
  • Finde fred med tab og sorg
  • Bygge nye spor
  • Gøre drømme til virkelighed 
  • Få ro til at gro

Hvordan virker terapi

Forandringsprocesser er individuelle.
Jeg har flere gange oplevet mennesker, der efter længere tids terapi syntes, at der ikke skete forandringer, som de kunne koble direkte op på de møder, vi havde haft. Nogle fortæller, at de pludselig, når de har holdt for rødt lys i et lyskryds, eller stod over opvasken derhjemme – kunne se de uhensigtsmæssige mønstre og strategier klart og tydeligt for sig. For nogle er det en stille bevægelse ind i ro og balance. For andre opleves det som brikker i et puslespil, der pludselig faldt i hak. Men oplevelsen er meget individuel.

Det er nemlig ikke sikkert, at man oplever forandring lige med det samme. Men med øget bevidsthed og nye perspektiver, vil intet kunne forblive det samme.

Hvor der er vilje, er der en vej
Terapi handler også om motivation og ressourcer. Og disse er naturligvis også individuelle

Når først vi får øje på, hvordan vores eget system og det fælles system fungerer– både det bevidste og det ubevidste – så kan vi ofte selv.
For at blive i metaforen med skoven, så kan det være, vi bare har brug for at sidde med et andet menneske, indtil vi har fået pusten – måske har vi brug for at genfinde den balance, vi oplever så tydeligt ved at være i naturen.
Jeg kan kun anbefale at vælge forløb i naturen, der varer fra 3 timer til flere døgn. I forbindelse med spørgsmål af mere eksistentiel karaktér, som ensomheden, friheden, døden eller meningsløsheden anbefaler jeg, at vælge naturen, hvor fordybelse, ro og spejlingen i det levende i sig selv kan virke transformerende.

Valg af terapeut – eller bare menneske

Fundamentet i forandringen starter med relationen mellem dig og din terapeut.
Det starter, når du er sammen med et andet menneske, du har tillid til og er tryg ved. Og som kan stille spørgsmål til dine overbevisninger og leveregler, støtte dine ønsker og handleplaner for at kunne gå fra ønsker til mål. Og som ikke afskrækkes af angstens eller frustrationens – nogle gange tyngende kappe og håbløse mørke.
Jeg har selv oplevet at stå i håbløsheden og sammen med en terapeut få oplevelsen af alligevel at kunne finde vejen til lyset og nyt håb. Oplevet at få den nænsomme støtte til egne erkendelser, indsigter og øget bevidsthed, der derefter har gjort en væsentlig forskel for mine valg i livet. Og med denne oplevelse af at føle mig ”rigtig” i processen, ønsker jeg at inspirere andre, der har valgt at følge deres ønske om den livskvalitet, der automatisk kommer, når vi kommer i balance med vores naturlige indre ro og fulde modningspotentiale.

Sammen med en terapeut kan du få lys på de overbevisninger og leveregler, der holder dig tilbage fra det liv, du ønsker.

Måske har du oplevelsen af, at der er noget, der er større end dig, og at du oplever at genudleve problemstillinger, der løber i din familie – generation efter generation.
Oplevelsen af at kunne finde forløsning af transpersonelle traumer er en lettelse for mange, som ikke oplever at den kognitive tilgang har hjulpet dem til mere livskvalitet.

Mange fortsætter i terapi en gang eller to om året – for at sikre sig at kunne få øje på uhensigtsmæssige, strategier og mønstre, der slører deres fulde potentiale.

De terapeutiske rødder

Mine terapeutiske rødder er funderet i det eksistentialistiske – humanistiske menneskesyn.

Jeg tror på, at vi er medskabere af vores egen virkelighed. Og at vi alle grundlæggende er gode mennesker, der hele tiden træffer valg, der kan spores i de aftryk, vi efterlader.

 Min tilgang bygger på fænomenologi og æstetiske erkendelsesprocesser.
”Det er, som det er og det bliver som det bliver.”
Vi skal ikke noget bestemt, men bare forholde os med bevidsthed til og være med det, der viser sig, så vi kan træffe valg, vi kan stå inde for eller lære af.

Terapi handler om at styrke integrationsprocesserne mellem kroppen, følelserne, tankerne, sindet, det ubevidste og det, der er med til at vores modningsprocesser bevares intakte – og vejen dertil går gennem bevidsthed. En vej, som ofte er fyldt med indre og ydre konflikter og komplekse følelsesmæssige udfordringer – angst og frustration er udtryk for sådanne konflikter og udfordringer.

Hvis du ønsker, der skal ske en forandring i dit liv, må du starte indefra og ud…. Dit liv vil forandres i takt med din villighed til at lade dig bevæge, berøres og forandres af både dig selv, andre og af livets vilkår

Terapeutiske forløb

Rammerne for det terapeutiske forløb aftales fra gang til gang.

Et terapeutisk forløb varierer, alt efter behov og problemstilling.
Hvis du aldrig gået i terapi før, anbefaler jeg i første omgang, at du kommer mindst fem gange. Derefter ønsker mange at fortsætte med jævnlige besøg.
Hypnose kan indgå som en del af terapeutiske forløb.

Dét, du bringer frem, det er dét vi ser på – sammen.
Vi tager hensyn til din måde at bearbejde og erkende ting på.
Forløbene sammen med mig kan være kortvarige og intensive. De kan strække sig over længere tid. De kan assisteres af naturen, tegneterapi og andre oplevelsesorienterede tilgange.
Hypnose kan anvendes som et led i et længere terapeutisk forløb.

Jeg er medlem af Foreningen af Danske Psykoterapeuter og arbejder ud fra deres etiske regler.

Når terapi er mere end kognitive metoder

Jeg har erfaret, at min vej åbnede sig, da jeg selv tog ansvar for mit liv, mine følelser, tanker og handlinger, og traf bevidste valg.

Selvskabelsen til forandring starter med at tage et personligt ansvar for forandring. indimellem kan de bevidste valg have sine begrænsninger. De kognitive strategier er fine, når de virker, men vi kan ikke kun øge vores livskvalitet med kognitive strategier, hvis vores ubevidste sind og evt. transgenerationelle traumer fastholder os i mønstre, der umuligt kan kontrolleres med den bevidste del af hjernens processer.
Jeg har personlige erfaringer med familieopstilling, holotropiske åndedrætssessioner, energipsykologi, meditation og naturassisteret terapi.

Indimellem er vores naturlige menneskelige emotionelle modningsprocesser blot sat på ud af spillet – i hvert tilfælde for en tid.
Vi har altid muligheden for at genetablere det naturlige ved at tillade naturen i os, at gøre sit arbejde.
Vi fungerer som et system, et kredsløb. Og når alle dele af det kredsløb igen er integreret og fungerende i sin helhed vil de naturlige modningsprocesser være genetableret, og vi vil naturligt opleve den livskvalitet, vi har mulighed for. Vi vil opleve resiliens og den modstandskraft, der kommer at naturlige og ikke forcerede processer.

Vi kan ikke kun se på hvert delelement for sig – men må tillade os at opleve helheden. Og hvis du tror på noget, der er større end dig selv, inddrager vi naturligvis også dette i terapien.
Vi har alle vores helt egen oplevelse af forskellige situationer, og eksistentielle livsvilkår som døden, friheden, ensomheden og meningsløsheden.

Disse eksistentielle temaer/vilkår, har vi tilfælles.

Vi er som mennesker selv i stand til at skabe forandring og det er altafgørende, at vi selv er med til via vores tilvalg og fravalg, at skabe forandringsprocesserne, og at vi tillader naturlig forandring, som vi ikke kan kontrollere at ske.
Det, vi ikke kan forandre, må vi acceptere.

Vi er blevet givet livet.
For dét kan vi kun sige tak.
Resten, som vi ikke ønsker at videreføre til kommende generationer, kan vi tage afsked med – og sige ”nej tak – det ender med mig”.

Referencer

“Jeg er yderst taknemmelig for alt det du har lært og givet mig – og dermed også givet mine børn og min mand, der har været på kursus hos dig.

Du har hjulpet mig med at finde ind til kernen af mig selv og stå ved hvem jeg er inderst inde. Ved mit første besøg fandt vi ind til min indre visdomskvinde i hypnosen, og vi gav hende liv igen. Det var en ganske smuk oplevelse.

Du har lært mig, at møde mine børn på allerfineste måde – så de får lyst til at følge mig – fordi jeg er den allerbedste mor for dem. Mine børn kan trygt have tillid til mig, fordi jeg har tillid til mig selv. Det har du lært mig.

Aldrig har jeg været ved så dygtig en terapeut som dig. Du har mødt og rummet mig hele vejen igennem. Du har altid givet dig god tid til mig. Du er et fantastisk menneske, som er så inspirerende, vis, omsorgsfuld, kærlig og oprigtig.

Det har været en vidunderlig rejse sammen med dig. Den rejse ønsker jeg aldrig stopper. For mig har du skabt både små og store mirakler. Fra mit hjerte skal du have tak for alt, du har givet og lært mig. Tak er et fattigt ord, men vid at du har ændret mit liv, og jeg er dig dybt taknemmelig.”

Jeg blev guidet til på allerfineste vis, at finde ind i mig selv. Jeg oplevede den smukkeste natur, de fineste farver og den dejligste ro. Herinde mødte jeg mig selv, som er en meget gammel sjæl, som tog sig form som en ældre dame. Hun sad roligt og fredfyldt på en sten. Jeg kiggede hende dybt i øjnene og så alle de mange rynker i hendes ansigt. Hver en rynke bar på tanker, dybe følelser og utallige erfaringer. Hendes øjne strålede af visdom – og kun kunne svare mig på alt, som var relevant for mig og mine erfaringer. Hun kunne give ig svar på alt, der var sket og alt nogensinde ville ske for mg. Jeg var så rolig i hendes nærvær. Jeg følte mig tryg og dybt beskyttet.

Denne smukke gamle kvinde er min indre visdomskvinde og det er hende, jeg taler om, når jeg i gårsdagens afsnit siger, at jeg er i kontakt med mn indre visdomskvinde. Hun er mn sjæl, som er dybest i mg selv.

Jeg er overbevist om, at vi alle sammen har en indre visdomskvinde/visdomsmand, som altid hjælper os, når vi tør lytte. Inspiration ude fra er fantastisk, men de bedste svar tror jeg på skal findes inde i os selv.

Melanie Irina, mor til to børn og gravid efter din fertilitetshypnose

Mette Graves skaber bedre relationer mellem børn og deres forældre. Alle forældre kan opleve knas i forholdet til deres børn. Det er helt normalt. Og når relationen er udfordret, kan man som forælder have en tendens til at stå stejlt på sine pædagogiske principper og gentage de samme mønstre, og så får man det samme resultat.... eller rettere mangel på samme.

 Hun forstår både børn og deres forældre, og hun kan se tingene fra begges perspektiv. Mette hjælper med at skille udfordringen ad, som var den legoklodser, og at se det hele på en ny måde, og hun giver konkrete værktøjer til at løse udfordringen.

Poul Guldborg

Tak for dit lille skub og den kærlige støtte. Jeg er super taknemmelig for det, du har gjort for mig. Jeg var efterfølgende til kraniosakralterapi i torsdag, og hun sagde til mig, at jeg nu kunne slappe så meget af, at hun denne gang fik lov til at ”komme ind”, så et eller andet er der sket. Jeg oplever, at hele min krop nu kan slappe af. Den har været under max pres i så lang tid. Nu kan jeg endelig mærke, at jeg kan slappe af, når der ikke er fare på færde.

Dorthe

Jeg fandt ud af, at livet ikke handler om at undgå at få angst. Livet handler om meget mere end angst. For mig handler livet nu om, at jeg kan være i mig selv. Det handler om, hvad jeg kan give …. Og jeg har så meget at give, når jeg bare er i ro. Og jeg har fundet ud af, at jeg er i ro, når jeg befinder mig i situationer, hvor jeg er i ro med de tanker, følelser og kropsfornemmelser, jeg har. Faktisk er det såre simpelt.

Jeg troede, at andre mennesker og mine børn var dem, der skulle få mig til at have det godt. Men i virkeligheden HAR jeg tanker og følelser… Jeg ER dem ikke.

Jeg er ikke længere angst. Jeg har haft angst. Nu er jeg bare ind imellem rigtig bange… og det er vist helt naturligt ….. For så kan jeg bedre passe på mig selv…. Og det gør jeg. Det er ligesom at blive mindet om i flyet, at jeg skal tage iltmasken på selv, før jeg hjælper andre.

Sensitiv mor

“1000 TAK Mette. Du gav mig var en forståelse af min søns reaktioner. Du talte ligesom hans sag og forklarede mig HVORFOR han reagerede, som han gjorde.

Anonym

Hos Mette bliver jeg inviteret ind i mit eget rum. Ind i det rum, hvor min sandhed bor. Her møder jeg de følelser, som normalt hindrer mig i at være i mit eget rum, som kropslige sensationer. Mette guider mig til at rumme alt det, jeg møder på rejsen og jeg oplever, at jeg går derfra med en ny og bedre kontakt til mig selv.

Christina Ellekrog Christensen

Kontakt info

Adresse

Capellavej 44, 8270 Højbjerg

Telefon

+45 25 74 73 33

Medlem af

Mette Graves - FTHF - Foreningen af talehørelærereFORENINGEN AF TALE-HØRE-LÆRERE I FOLKESKOLEN

Send en besked

7 + 6 =

INDIVIDUEL TERAPI